Der springer en Kilde i Danmarks Dal, 
hvor Byggen er blaa som en Sø.
Den vælder som Vin fra en bundløs Pokal. 
Den springer i Frost og i Tø.
Den spejler et Land, der er grønt og graat, 
et Rige, der bruser af Korn.
Hvidt er dens Vand,
men det sprudler med Blaat,
naar Maanen har løftet sit Horn.
Kilden skal være velsignet, 
Thi Kilden er Livets Vand, 
den blaa Aquavit,
der vinked os tit
fra Tumlingens blinkende Rand.

Min Ven, har du valgt dig en svulmende Viv 
for ret at forsøde din Seng, 
og smutted din Nabo til Tidsfordriv
i Ly bag Alkovens Gehæng:
Saa drik dig en Dram af det hvide Vand, 
Og slyng af Kartofler og Korn
en blomstrende Krands
om din Tindings Rand
og syng, mens du løfter dit Horn:
Kilden skal være velsignet 
af Danmarks bedragne Mand! 
Han drukner sin Kval
i den mindste Pokal
med Livets lyksalige Vand.

Min Bror, du har slidt paa et støvet Kontor 
for Utak og laveste Løn.
Du sultede blidt, og din Pult den blev slidt,
 og Jakken, du bar, den blev grøn.
Du lytted vemodigt til Foraarets Fugl,
der fløj dine Ruder forbi.
Men dybt i din Lomme
sad Lærken i Skjul,
og sang paa en sød Melodi:
Kilden skal være velsignet 
af Danmarks forslæbte Mand. 
Thi Dagenes Støv
bliver levende Løv
ved Livets lyksalige Vand.

Der springer en Kilde i Danmarks Dal, 
hvor Byggen er blaa som en Sø.
Som Ild og Is er den hed og sval. 
Dens Strømme kan aldrig dø. 
Saalænge Landet har muntre Mænd 
og Marker, der bølger af Korn,
skal Sangen gaa højt
over Agrene hen
og stige mod Halvmaanens Horn:
Kilden skal være velsignet.
Thi Danmarks fribaarne Mand 
– fra Skagen til Taps –
han kræver sin Snaps
af Livets lyksalige Vand.